julen har bragt velsigne bud

Radioavisen fortalte at juleaften skulle give sne.

Hun stod foran vinduet i sin 4.sals lejligheden, så efter sneen.

Skyerne havde trukket sig sammen og himlen var blevet mørkere: - Det så nu mere ud som regn, tænkte hun.

Hun mærkede kulden fra de tynde vinduer. Trak sin polyesterkåbe, som hun havde fået i gave, af sin mand, sidste jul, tætter ind til sin smalle krop. I år var han ikke kommet hjem. Hun håbet og ventet på at høre hans tunge trin på trappen men vidste godt at han ikke ville komme.

Hun så tomt ud af vinduet. Så ned på gaden, gennem de tynde vinduer.

- Gaden havde travlt. Poser og biler fór forbi, hendes mand var der ikke.

Hun stod stille i sit vindue.

-

Mørket begyndte at sænke sig over byen. De tændte gadelamper stod ensomt, på de nu næsten tomme gader. Genboerne havde sat sig ved julebordet. Bedsteforældre og børn i deres fineste tøj, fik endelig deres længe forventet og fortjent belønning. Juleaften. Stuerne så varme ud, selv juletræet så varmet og stolt ud som det stod der med al sin pynt og levende små stearinlys.

Hun vidste ikke hvor længe hun havde stået foran de tynde vinduer. Armene lå over kors foran brystet, en anelse anspændt. Hun mærkede kulden på ryggen. De havde ingen varme, hendes mand var gået for at hente petroleum for 3 dage siden. 

Hun bøjede sig letter fremover, for bedre at kunne se ned på gaden. Spejde efter en høj bred mand med kasket, der skjulte et bøjende lyst hår. Lyttet en ekstra gang mod trappen. Intet at se, intet at høre …

Hun vendte sig fra det kolde vindue. Gik gennem den mørke stuen ud i gangen til køkkenet.

- ”Der kommer ikke sne”, sagde hun højt til sig selv.

Fra transistorradioen i stuen, kunne hun hører, at der nu ville blive stillet om til Domkirken i Roskilde, hvor julegudstjenesten ville blive sendt direkte.

Trak endnu engang sine morgenkåbe ind  til sin smalle kroppen.

Nogle stearinlys på køkkenbordet oplyste sparsomt det lille køkken med gaskomfur. Et bord og en lille vaske med en kold vandhane.

-

Hun så ned på køkkengulvet. Der lå madrassen, som hun havde lagt. Der var dyner og puder.  Hendes to små dejlig drenge sov tryg og varmt under dynerne. Den største dreng havde været med til at lægge puderne og dyner ud i køkkenet og syntes det var sjovt, at de skulle sove i køkkenet.

- Han havde spurgt hende flere gange hvornår far kommer med gaver og juletræ, det havde hun nemlige lovet ham. Han var endnu ikke gamle nok til at komme i skole men gammel nok til at vide hvad jul var.

- Snart; havde hun sagt og hver gang tvunget et smile frem; snart min dreng, så kommer far, prøvede at holde tårene tilbage; han kommer snart: -Vi skal alle sove i køkkenet først og når vi vågner er far kommet hjem og så har han pyntet juletræet og gemt gaver til os allesammen: - JAAA! havde den lille dreng råbte og sprunget op og ned af glæde krammet sin mor med sin små arme der ikke kunne nå rundt om hende. Hun kunne mærke hans varme og glæde. Hun havde trykket ham tæt ind til sig og kunne ikke holde tårerne tilbage: - "Og lillebror skal også have gaver," bebudet han. Lillebror kravlede suttene med sin blå sut, rundt mellem dyner og puder for at udforske det nye landskab og forstod ingenting.
-

Nu sov de begge to. Den ældste dreng lå på siden med sin en arm om lillebror. Lillbror lå på ryggen med arme og ben spredt, som kun en lille baby kan, under de varme dyner. Den blå sut lå ved siden af ham. Hun knælede ned for at samle suttet op. Suttet på den og gav den til lillebror, der tilfredsstillende begyndt at sutte på den blå sut. Hun trak dynen op over den ældste søns skulder, kysset ham på kinden. Hun syntes at han smilede.
Stearinlysene på køkkenbordet havde brændt sig ud og der blev helt mørkt i lejligheden.

Hun kunne høre den strattende transistor-radio fra stuen, batterierne var ved at blive tomme, - at kirken begyndt at synge Julen har bragt velsignet bud.

I dette øjeblik, i den kolde mørke lejlighed på 4.sal, sket der pludselig noget som ingen jul kunne give og som ingen kunne forstå.

- Hun kunne ikke se det, men mærkede det. En ubeskrivelig guddommelige følelse af lys og varme, fred og kærlighed.
Hun så ikke de tre Ærke-engel, Michael, Gabriel og Rafael der knæle foran hende i hendes lille køkken.
- Fra den kolde mørke lejlighed spredte sig et lys og varme. De tynde vinduer ligne kakkelovnsruder, der kunne springe hvert øjeblik på grund af varmen. Varmen og lyset bredte sig ud over gader og hustage, rammet hver eneste der så det.
Det begyndte at sne.
-
Genbo kone med julebordet, det stolte fine juletræ med sine små stearinlys og pænt klædte, spændte bedsteforældre og børn, var gået hen for at lukke et vindue op så de kunne få lidt kold luft ind, der var blevet varmt i stuen: 

- "Hans," udbrød hun, til sin mand; "kom og se," fortsatte hun. Han hørt hende ikke, han var ved at gøre klar til at hele familien skulle dans om juletræet og pakke de smukke gaver ud. - 

- Hun stod stille ved vinduet og så over på genbo lejligheden. 

-

Hun havde tidligere bemærket den unge kvinde der havde stået ved sit vindue i sin tynde billige polyesterkåbe, som forlængst havde mistet sin farver og nærmest så hvidelig ud. Et kort øjeblik havde deres øje mødtes. Det havde været så underligt, som hun havde stået der ved vinduet. Genbo konen havde set den mørke lejlighed, syntes også hun kunne mærke kulden fra lejligheden. Det havde været så uhyggeligt, som hun havde stået det der,den unge kvinde i sin mørke kolde lejlighed.

Nu kom der, fra lejligheden, et lys hun aldrig havde set. En varme hun aldrig havde mærket. En kærlighed hun aldrig havde forstået. I dette øjeblik, i dette sekundet forstod hun.

Byen var hvid af den reneste sne, den næste morgen. Børn og barnlige sjæle, der endnu ikke havde mistet troen, var lykkelig.
På trappen til lejligheden på 4. sal, høres tunge trin. En  nøgle åbnede døren. Her er koldt tænkte manden. Han stiller petroleumsdunken på gulvet. Syntes, at han kan lugte gas.